Hej med jer alle !!!!!

Nå, nu ved jeg ikke rigtig hvor jeg skal starte henne, for der er sket så meget.
Vi var blevet inviteret til at deltage i et oprydnings projekt for dykkere der hedder "Splash for trash"
Vi havde næsten alle 13 meldt os til. Vi ville få 2 dyk hver, hvor vi skulle samle affald op fra havets bund. Det var et super projekt med efterfølgende grillfest. Vi fik desværre bare en sms fredag aften (dagen før) at det kun var for advanced dykkere og det er desværre kun mig der er det. Så dykningen blev aflyst. Men vi går jo heller ikke glip af en god fest, så vi tog alle 13 med ud til grillfesten om aftenen. Tror ikke rigtig at de havde regnet med, at se så mange lyse, glade mennesker til deres fest. Der gik ikke lang tid før vi havde fået en masse lokal rom og fik sat gang i danse gulvet. Super sjov aften, men ikke så sjovt søndag morgen :-)

Så kom dagen endelig hvor jeg sendte Helle på arbejde alene, og jeg kunne køre i lufthavnen og hente Stine og Anders. Hun var ikke svær at spotte igennem ruden med hendes meget lyse hår. Det kilede helt i maven, da jeg så hende. Endelig noget der mindede om det derhjemme og en der kender mig helt igennem. Helle og jeg har det super sjovt og godt sammen, men det er bare ikke det sammen som ens tætte veninde hjemmefra.
Hun havde været 5 dage i Hong Kong og besøge hendes ven Anders, som har boet der i 3 år. Anders havde taget 4 dages ferie og var taget med til Filippinerne. De havde booket sig ind på et MEGET fint resort, ca.30 min fra Cebu city. Den gamle packpacker som altid har sat en dyd i at rejse så lang tid som muligt, og derfor altid har boet så billigt og primitivt som muligt, var i chok.
Det var helt vildt. Poolen var så stor at man kunne sejle i kajakker, og husene var bygget ud over vandet. Man kunne bare tage telefonen og ringe efter mad, når man var sulten osv. Det var ligesom på film. Der gik ca. 5-7 min. og så fik jeg også smag for luksus, hoppede i vandet og nød det fuldt ud.
Fredag var de begge 2 med Helle og jeg på arbejde. De gav begge udtryk for at det havde været spændende. Tror de fleste, inklusiv os selv, bliver lidt skræmte første gang man kommer med ud i de små slum gader og ser hvordan filippinerne rigtigt lever. Stine sagde også, at hun meget bedre kunne sætte sig ind i min hverdag, og syntes det må være super hårdt en gang imellem.
Vores liv er ikke så spændende og eksotisk som det lyder, når man siger at man er 6 mdr. på Filippinerne. Vi bor jo i en kedelig, klam storby med trafik-os og fattigdom over det hele.
Stine blev desværre syg et par dage, så vi kom ikke så meget ud som vi troede (vi har en bytur til gode), men vi hyggede alle 3 på resortet
Søndag sendte vi Anders tilbage, og så havde vi til fredag bare os 2 alene. Det havde vi begge 2 også brug for, så det var super dejligt. Vi fik hende lidt på benene igen, og tirsdag morgen tog vi en lokal bus til Maya, og derfra en lille båd over til øen Malapascua. Vi fandt en lille primitiv hytte til ingen penge, så nu var jeg på hjemmebane igen.
Der var ingen ting at lave, så vi var nødt til at slappe af og bare snakke og hygge. Det var helt perfekt.
Torsdag tog vi på en heldagstur med en båd. Vi troede det var en snorkling tur, hvor vi skulle grille frokost på båden og sejle ud på en øde bounty strand. Men da vi kom var det en dykkertur, hvor man selvfølgelig også kunne snorkle. Stine kiggede bare på mig og sagde ”Jeg ville aldrig kunne holde dig ud på sådan en båd, hvis du ikke skal dykke.” Jeg skulle ikke tænke i 2 sek. før jeg havde bestilt 2 dyk. Det er dejligt, når nogle kender en så godt (Stine dykker ikke).
Det var en super tur, solen var med os og vi gik op og ned af den mest fantastiske strand. Hvidt sand og lyseblåt vand. Vi samlede kæmpe muslingeskaller, som jeg har taget med tilbage til Cebu og kan bruge som skåle. Vi fandt kokosnødder, fik dem op så vi kunne spise dem osv. Det var bare en super dag. Vi var tilbage ved en 16.45 tiden og så begyndte vores meget mærkelige og meget lange tur tilbage til Cebu.
Ved ikke rigtig hvor jeg skal starte, men vi havde aftalt med en lokal fyr, at han kunne sejle os tilbage til Maya kl. 17.30, så vi kunne nå bussen kl.19. Båden var på størrelse med et badekar og motoren ville ikke starte, så det blev næsten helt mørkt før vi kom ad sted. Ud på det åbne hav i mørke, god vind, høje bølger, 2 små filli-mænd, en motor der gik ud undervejs, lyn i baggrunden og lille Stine og jeg som var gennemblødte af bølgerne, der sprøjtede ind over os.
Vi blev enige om, at vores mødre ikke ville være så stolte. Vi kom frem til Maya i tid til at nå bussen kl. 19. Der kom bare ikke nogen bus!!!!!! Den sidste bus var kørt kl.18. Den næste ville måske køre kl. 01 eller måske kl. 02. Jeg bliver sindssyg af filippiner-tider.
Nå, men der var jo ikke så meget andet at gøre end at vente. Vi snakkede med en lokal fyr, som sagde at det ikke var sikkert for sådan 2 lyse piger, at sidde på havnen om natten og vente. Vi skulle gå op til det store træ, hvor vi ville kunne finde rådhuset. Der skulle man vente, hvis man var strandet i Maya. Han ville også lige ringe til politiet for at fortælle vi var i byen (meget mærkeligt hi hi). Vi gik pænt derudaf og kunne hurtigt mærke, at de ikke var vant til lyse piger på den tid om aften. Vi fandt det lille mærkelige hus ved træet og opdagede, at det var en lille lokal politistation. Der er ca. 5-6 gamle mænd, som snakker meget dårligt engelsk. Der går lidt tid, før vi slapper af og finder ud af, at de er super søde og virkelig sætter en ære i at passe på os. De fandt 2 plastikbænke, hvis vi ville sove. Efter nogle timer gik strømmen og de gik straks på jagt efter et lille stearinlys til os. Efter 6 timer kommer der en bus og vi sover hele vejen hjem. Vi var i Cebu igen ved en 06 tiden.
Fredag skulle Stine desværre tilbage til Dk. Så vi var praktiske. Jeg fik klippet hende, hun fik kigget på min dårlige fod (super når ens fys. kommer ud til én) og så kørte vi i lufthavnen med hende.
Det var lidt hårdt at sige farvel. Brugte lige taxaturen på vej tilbage på, at tænke det hele igennem og så var det ellers bare tilbage til virkeligheden og det jeg nu har fået bygget op herude. Snakkede 3 timer med Skov på Skype da jeg kom hjem, det hjælper altid.

Undskyld det bliver så langt denne her gang, men lørdag var vi ude i et af de hårdeste fængsler på Filippinerne, hvor man er begyndt at bruge dans som terapi. Det var super mærkeligt, men meget underholdende, at se 1050 mordere og voldtægtsforbrydere i orange fangedragter danse macarena i fængselsgården. Vi kunne komme ned til dem bagefter og få taget billeder. Min første tanke var, at det var lige som aber i bur, at stå der og blive fotograferet sammen med dem. Men de var helt vilde og ville rigtig gerne have taget billeder. Men så skulle man jo også stå tæt på dem, hmm !!!!!

Nu skal i nok slippe for denne her gang :-)

Kys og knus til alle, fra jeres eventyrs prinsesse.