Hej Hej, så er det ved at være nu

Jeg er kommet tilbage Cebu for lige at bruge de sidste 4 dag på at runde det hele af.

Vi tog jo allesammen i forskellige hold til Boracay for at holde nytår og ligge på stranden her til sidst. Vi havde for længe siden bestilt et hotelværelse og købt flybilletter. Det er meget normalt for rejsende og filippinerne selv, at tage derover og fejre nytår.
I gennem de sidste 6mdr. har jeg fået rejst en hel del, men har ikke mødt særlig mange turister og andre lyse mennesker før nu. Fik nærmest et chok da vi kom frem, man er nærmest blevet helt menneskesky. Nu når man har været væk fra civilisation.
Vi havde jo bestilt hotel i september, da vi ikke havde været her så længe og opsparingen stadigvæk var god. Vi havde bare snakket om, at nu var det nytår og vi skulle have et ordentligt sted at bo. Især hvis vi skulle ligge 3 på samme værelse og have tømmermænd d.1/1 så skulle toilettet skulle kunne skylle.
jeg fik et chok da vi kom frem. Det var et kæmpe stort, meget fint hotel med himmelseng og velkomstdrinks. Jeg skal jo altid være besværlig, så jeg syntes det var alt for fint, og jeg havde slet ikke råd eller behov for at bo sådan. Men vi havde også kun 3 dage dér, og så var det ud at finde et normalt sted at bo med koldt bad, kakkerlakker, og ingen air con.

Boracay er en lille fest ø med en lang hvid strand og resorts derudaf. Så hvis man ikke kan ligge på stranden eller spise er der ikke så meget andet af lave.
Det var et perfekt sted at holde nytår. Øen var levende og der var fest og farver over det hele.
Vi mødtes med 3 piger fra vores skole, som er i praktik i Manila og spiste med dem. Vi var 10 piger og lille Kasper (en af pigernes kærester fra DK.) Det var en perfekt aften.
Men så kom alle de lange og kedelige dage hvor frk. Tinggaard skal lære at slappe af og læse en bog. Jeg gider godt ligge lidt på stranden, men vejret var ikke lige med os.
Jeg havde heldigvis hjemmefra (Cebu) fået kontakt med en fyr, som bor der og som kitesurfer.
Jeg begyndte allerede sidste sommer i dk. at snakke om det, og stod på venteliste til et kursus. Så nu var muligheden der endelig. Jeg tog et helt kursus på 3 dage, så jeg selv kan surfe når jeg kommer hjem. Det var sindssygt., Jeg syntes selv jeg snart har prøvet rigtigt meget forskelligt sport med adrenalin, men det her fik jeg meget respekt for. Den kastede mig jo rundt uden jeg kunne styre den, og nogle gange alt for tæt på stranden. Det er så farligt når vinden tager fat i skærmen, hiver en flere meter op i luften og kaster en meget hårdt ned i vandet igen. Er man så for tæt på land, gør det alt for ondt at lande.
Lille stædige mig kæmpe videre og fik lært at styre den og min ”lærer” fik vist mig nødbremsen. Den sidste dag fik jeg board på og kom op og så, det var så fedt og jeg skal helt sikkert prøve det igen.

Den 9/1 tog Julie og jeg til Manila og mødtes med en af hendes veninder fra Dk. Vi 3 tog videre samme aften med natbussen til Lagaspi. Det var ved at være sidst på turen, så vi må spare der hvor vi kunne. Vi syntes selv, at det var så smart at spare en overnatning og flytte os samtidigt.
Natbusser er bare ”undskyld mig” en lorte måde at rejse på, havde lykkeligt glemt alt om det.
– 10 grader, alt for lidt plads og mærkelige mennesker der snorker og prutter samtidigt. Vi kom endelig frem efter 12 timer og tog direkte videre med van til Donsol.
Donsol er stedet for at se hvalhajer, De flytter sig hele tiden hvor efter der er plankton i vandet.
Fra februar til april svømmer de gennem Donsol området.
I et ½ år har jeg ikke snakket om andet, og har flere gange været på vej afsted. Men det er i februar, at der var størst chance for at se dem. Så jeg har bevidst ventet til, så tæt på afrejsedatoen som muligt med at se dem.
Nu har jeg 30 dyk, har set rigtig mange fantastiske ting, skildpadder, store ”almindelige” hajer osv. MEN jeg manglede at se en hvalhaj.
Vi stod tidligt op og fik en båd sammen med 4 andre danskere, vi havde mødt på vores tur. Man må ikke dykke med dem pga. noget WHO og fredning, så vi skulle snorkle. Lige pludselig efter 8 min på vandet råber spotteren go go go. Der var ingen af os, der var klar eller vidste hvad vi skulle gøre, så alle 7 af med tøjet, på med masken og hoppe i, i en kæmpe bunke ovenpå hinanden. Vi svømmede forvirrede rundt uden at se noget.
Op i båden igen og efter 4 min blev der råbt go igen, og da jeg fik kigget ned under mig kom en kæmpe hvalhaj svømmende lige så stille og roligt forbi mig. Den var ca. 9 meter og kæmpe stor. Jeg svømmede stille og roligt lige ved siden af dens hoved i 10-15 min. Den var bare en arms længde fra mig. Det var en kæmpe oplevelse. Vi var i vandet 9 gange den dag og svømmede sammen med dem, men vi så ”kun” 4 forskellige.

Dagen efter tog vi tilbage til Lagaspi for at bestige en aktiv vulkan. Man kan komme op i 2300 meters høje, hvorfra man kan se den glødende lava. Det er et lidt hårdt og teknisk trek, så jeg glædede mig rigtigt meget.
Sidst den var i udbrud var i '06 og der døde der 70. Lige nu er den er på level 2 nu ud af 5.
Vi startede kl. 05 og gik derudaf. Efter 5 min begyndte det at regne. Vi gik op til camp 1 i 900meter. Men kunne desværre ikke forsætte pga. det dårlige vejr. Lokal guiden sagde at det ville være alt for farligt at forsætte i det vejr. Man skal klatre fra camp 1-2 op på blanke lava stykker og de var slet ikke til at stå fast på i regnvejr. Vi kunne heller ikke se noget pga. tåge.
Lidt skuffede gik vi ned igen, men fik da et par timer i benene.

Den 14/1 kl. meget tidligt om morgen skulle jeg flyve hjem til Cebu igen og Julie og hendes veninde Stinna skulle videre. Vi skulle alle med samme fly over Manila og så skiltes vi dér.
Nu er den 14. jo fødselsdag, så pigerne vækkede mig kl. 04.30 med små dk. flag og morgensang.
Det var dejligt selv om det var MEGET tidligt.
Jeg var hjemme på Grillen ved  11-tiden, hvor Helle og hendes søster var. De bagte kage til mig om eftermiddagen og vi gik ud og spiste bøffer, drak rødvin og fik IS om aftenen. Så det var en hyggelig dag.
MEN 29!!!!!!!!!! Hjælp

Nu har jeg kun 4 dage tilbage i Fili-land, det er en underlig følelse. Jeg savner alle derhjemme RIGTIGT meget, og er så klar til at komme hjem.
Men nu er det hele også slut, og hvad skal der så ske!!!!!!
Jeg vil helt sikkert komme til at savne børnene, det gør jeg allerede. Men osv. Alle de mennesker, der har været en del af mit liv de sidste 6mdr.
Jeg tror først det er når jeg sidder derhjemme, det endelig går op for mig hvad det er jeg har været ud i.
Man udvikler sig rigtig meget når ens trygge og faste rammer ikke er der, og man er langt væk fra alle og alt det man kender.
Jeg er glad for at have min alder og mine erfaringer med mig, så det ikke er den helt store personlige udvikling jeg har været igennem.
Jeg tror måske bare jeg er blevet mere bevidst på mig selv og andre. Det er lidt skræmmende, men måske er jeg blevet voksen (ikke kun på alderen).
Jeg har valgt at flytte til Frederikssund, op til Martin, når jeg kommer hjem. Det er en meget stor ting for mig, selvfølgelig det med at flytte sammen, men at jeg skal ud af Kbh. er meget svært.
Jeg har boet der i 10 år, mit liv og mine venner er der. Min kaffe latte, min sushi, mit fitness center ja det hele. Jeg er nok blevet lidt københavner, på den gode måde igennem årene.
Men jeg er så klar til ham og et liv sammen, så jeg glæder mig. Han har lovet vi ikke behøver at bo der altid, det er bare smart og BILLIGT indtil jeg er færdig om 2 år.
Her er også børn over det hele, og ja de er sgu søde, så tankene kører rundt. Men det er altså for stor en ting at tænke på nu, så den må i vente med at få til en anden dag :-)

Tror bare at i får en glad, lidt brun, udadvendt og selvstændig på den gode måde-pige, hjem her på onsdag d. 21/1 kl. 9.20 hi hi

Nå ja, så var der jo lige Helle og mig. Hmmm ja vi kendte jo slet ikke hinanden særlig godt. Vi vidste bare, at vi var meget forskellige da vi tog hjemmefra. Det er gået over alt forventning. Vi er stadigvæk meget forskellige, men har også været så mange ting igennem, at et godt venskab er blevet bygget op.

Tak til alle jer der har fulgt med i mit lille eventyr, vi ses i Danmark
Knus for sidste gang fra FIli-land, jeres Prinsesse.

PS. Jeg lander i Kastrup d. 21/1 kl. 9.20, så husk flag og banner hi hi
PPS. Min lille stavefejlsretter har lige afleveret bachelor og har ikke sovet i 38 timer, så i for den lige som den er denne her gang. Håber det går:-)

PPPS. Nu har han været forbi c",)

Hej og glædelig jul allesammen.

1000-tak for jeres søde mail, her i den lidt svære juletid. Det har været dejligt at høre lidt hjemme fra.

Nå, men efter Martin tog hjem, havde Helle og jeg 14 dage tilbage på arbejdet. Det var dejligt at komme ned til alle ungerne igen. Det var tydeligt at se de havde savnet os og omvendt.

Pga. julen og vores rejseplaner, var vores sidste arbejdsdag den 12/12.

Det var meget specielt og vi var tydeligt mere påvirkede end vi selv havde regnet med.

Vi tog med Frank til feeding, som vi har haft gjort alle dage de sidste 6 mdr. Vi fik ham til at fortælle på filippinsk, at det var vores sidste dag, og at vi ikke ville komme tilbage igen.

De er så små så ikke alle forstod det. Vi sang hjulene på bussen, for sidste gang og alle ungerne sang med (nu kan næsten alle den på dansk, det er så sjovt at høre). Vi havde købt nogle små slik poste til dem. Da det hele var færdigt og vi skulle til at gå, begynde nogle at børnene at græde. Det var super hårdt og Helle og jeg gjorde alt få ikke at kigge på hinanden, for begge vores øjne var helt blanke og tårerne pressede på. Vi fik sagt farvel og fik et lille kort af en af de store drenge og hans familie. Da vi kom ud i bilen løb tårene ned af kinderne på os begge, vi kiggede bare ude af vinduet uden at sige noget.

Hjemme i daycare-centeret fik vi også lavet en god danske pædagogisk rundkreds, fik forklaret dem at vi havde været glade for at være her og at det var vores sidste dag. Der er de også små så de gik mest op i kagen vi havde medJ

Det var også helt ok, vi fik meget ros af vores filippiske kollegaer og sister Ann der har stedet. De har sagt i flere mdr. om vi ikke kan blive lidt længere. Vi har forklaret dem at vores forældre og familie savner os og omvendt, så vi er nødt til at tage hjem.

Jeg var meget rastløs i de kommende dage, alle havde haft rejseplaner pånær mig, og alle aflyste dem af forskellige årsager. Der var lang tid til jul og jeg havde det som en løve i et bur. Skulle jeg bare gå her hjemme på Grillen, savne D.K og vente på at det skulle blive jul?

Jeg fik en mail fra en gammel veninde om at hende og en ven var kommet til Filippinerne for at rejse lidt rundt nord på. Der gik ikke særlig lang tid før jeg havde bestilt en billet til Manila, og uden at have penge til det, rejste jeg op og mødtes med dem.

De var rimelige åbne for hvor turen skulle gå hen, så jeg var hurtig og foreslog Apo rev som ligger ved Mindoro. Det skulle være toppen af poppen af dykkerområder på hele Fili-land. Jeg har snakket om det dyk sted lige siden jeg tro hjemmefra, og alle havde sagt til mig, at det skulle jeg glemme alt om.

Det er et teknisk og svært dyk og ligge midt ude i ingenting.

Dorthe og Lars var friske og vi tog afsted. Vi tog ud på en lille ø tæt på Apo. Vi skulle lave et prøvedyk der for at de kunne se om vi kunne komme med. Vi boede der i 4 dag. Det var super hyggeligt sted og dejligt at se hende og vi havde nogle fantastiske dage.

VI KOMMER UD PÅ APO JUBII -det var så fedt. Vi lavede 3 dyk, det var som et kæmpe akvarium, en sigtbarhed på 25meter, kæmpe store fisk, små fisk i alle farver, tun, Baracuda, skildpadder og hajer. En på over 2meter som kom meget tæt på mig J.

Efter nogle dage tog vi op til Manila igen, Dorthe og Lars skulle videre til Boracay. Der skal jeg holde nytår med alle de andre så jeg tog ikke med. Jeg blev 2 dage i Manila og besøgte en pige fra min parallelklasse fra seminariet, som er i praktik deroppe.

Da kom jeg lige pludselig i tanke om, at jeg ikke havde nogen flybillet tilbage til Cebu og priserne stig i takt med at julen nærmede sig. Jeg tog ud i lufthavnen og ventede på, at der var en billet jeg kunne betale og rejste hjem til de andre igen.

Selvom jeg mødtes med nogen, kunne jeg godt mærke at det var min lille tur, og jeg var stolt og glad for at jeg var taget af sted så impulsivt.

Så kom julen, som vi alle havde ventet på og snakket om lige siden vi kom i august.

Jeg har så en anden veninde som også hedder Dorthe, der rejser rundt i Asien i 3 mdr. som kom for at holde jul med os + at Helle og Jesper også har danske gæster på besøg, så lige pludselig var vi en god lille flok til at holde jul sammen. Vi handlede og handlede hele den 22. og 23.

Den 23. lillejuleaften spiste vi allesammen risengrød, drak gløgg, klippede julepynt, og pyntede vores lille plastiktræ -det var så hyggeligt.

Den 24. juleaften stod Dorthe og jeg tidligt op, jeg kogte fond til sovsen og hun kogte risengrød. Vi har fået en masse danske ting med fra DK her de sidste par gange folk har haft besøg hjemmefra, så det var helt perfekt.

Midt på dagen skulle frk. Tinggaard selvfølgelig op og træne, det er meget vigtig at huske at få løbet en tur juleaften. Manglede godt nok min far ved min side, men det var dejligt og nok min måde til at komme lidt væk fra alle, og være alene med mine tanker.

Jeg havde selvfølgelig sat mig på at lave julemaden, pånær kødet som vi havde bestilt udefra. Jeg skulle for første gang lave julemad til 10 personer uden min søster og far. Jeg var lidt nervøs, men det gik over alt forventning. I kan godt begge 2 (far og søster) være stolte af jeres lille elev, for det smagte så godt og dansk, at vi selvfølgelig allesammen fik ondt i maven, fordi vi spiste for meget.

Filippinerne holder jul den 25 men går i kirke kl. 22 den 24, så det skulle vi også prøve. Katolsk julemesse ovenpå god mad og lidt for meget rødvin hmmm !!!! men det var sjovt at opleve og hyggeligt.

Vi dansede om vores fine lille træ og delte de få gaver ud der var, det var en meget hyggelig aften og føltes som rigtig jul. Vi havde allesammen snakket med vores familier i løbet af dagen. Men vi var alle enige om at det havde været en dejlig aften som man altid vil huske på.

Den 26. holdte vi stor julefrokost med alt hvad der til hører af smuglervarer fra DK og hvad vi nu havde kunnet støve op herude.

Vi fik sild, tunmousse, markrel, fiskefilet, deller, leverpostej, rødkål, snaps, ost, ris alàmande, konfekt og dansk slik. Vi hyggede hele dagen, spillede terning spil med pakker og alt var som det skulle være.

Selv om julen er en familie tid og jo jeg savnede jer allesammen, så var det en god og hyggelig jul, jeg altid vil tænke tilbage på. Julemad, plastiktræ, snaps og 30 grader er bare en underlig ting :)

Nå, her den 30/12 stikker jeg af til Boracay, som er en lille fest ø med hvide strande for at holde nytår og blive mere brun end jeg allerede er hi hi. Jeg har fået kontakt til en gut derovre der kan lære mig at kitesurfning, så det glæder jeg meget til.

Derefter tager jeg til Donsol for at finde mine hvalhajer, der er sæson for at se dem i februar, så jeg har bevist ventet så længe som muligt og så tæt på afrejse hjem til Danmark med at se dem. Nu håber jeg bare på jeg er heldig :)

Ved ikke om jeg få skrevet så meget mere, før jeg kommer her tilbage den 14-15 januar, men hav det godt til vi snart ses igen og MEGET snart der hjemme JUBIIIII

Jeg har optaget en lille julefilm juleaften som jeg har lagt ud på:

http://video.google.com/videosearch?q=juleaften_paa_grillen&emb=0&aq=f# 

hvis det link ikke virker kan i gå ind på:

www.video.google.com  og søge på: Juleaften_ paa_Grillen

Glædelig jul og godt nytår, prinsessen

Hej, hej og glædelig december

 

Nå hvor skal jeg starte!!!! Jeg har lagt lidt billeder ud fra en dag i november hvor vi havde vores kollegaer fra arbejde hjemme til frikadeller og kold kartoffelsalat. Det var super hyggeligt. 

Der er også lidt billeder fra vores afskedsfest, som vi holder før alle tager ud og rejser eller dem der ”kun” skal være her i 3 mdr. skal hjem.

 

Men efter at have ventet spændt og glædet mig, blev det endelig den 18/11 hvor jeg skulle i lufthavnen for at hente Martin, hmm Ja lad os kalde ham det her :)

Jeg havde svært ved at sove natten op til og vågnede også op med sommerfugle i marven. Vi har været rigtig gode til at snakke sammen de sidste 4 mdr. men det er altid noget andet at skulle ses. Bare vi nu kunne finde hinanden igen.

Han var selvfølgelig den sidste der kom ud og jeg var lidt nervøs for at de havde glemt ham i DK. men da manden er 191 var jeg ikke i tvivl da ham endelig kom ud, sammen med alle de små filippinere.

Det var super dejligt at se ham igen, og jeg kunne se og mærke at han også havde været spændt.

Vi tog en taxa hjem til Grillen, det er en tur på 25 min og det var lige præcist det, det tog før at alt var som om jeg lige var taget hjemmefra i sidste uge. Vi snakkede og snakkede lige til jeg 13 dage efter kørte den anden vej tilbage til lufthavnen med ham.

 

Det har været en super ferie og super dejligt at vise ham min hverdag, jeg havde taget fri fra arbejde alle dagene. Vi var i Cebu tirsdag og onsdag, hvor han var med mig på arbejde, for at se hvad jeg laver. Det var super at få en med faglige øjne til at se, hvad vi har at gøre godt med, og det var dejligt at få at vide at man helt klart er på rette spor, og gør det godt. Ved godt han skal sige noget pænt, men tror faktisk han syntes jeg var dygtig hi hi.

Torsdag morgen fløj vi til Busuanga, en lille ø nord for Palawan. Vi havde 8 dage til at rejse rundt

De 2 garvede gamle globetrottere havde selvfølgelig valgt den sværeste ø at udfordre. Vi startede i Coron på Busuanga hvor vi var torsdag og fredag. Vi skulle ud og dykke på gamle skibsvrag fra 1940’erne. Martin tog sit dykkerbevis sidste år, han har Open water med 4 dyk og en max dybde på 18meter. Han har ikke været i vandet i et år og på vores første dyk smider de så ned på et skibsvrag på 36meters dybde. Det var super fedt og han klarede det rigtigt godt. Vi havde 3 dyk den dag, de 2 andre på ca. 26-28meter, så vi var langt nede. Vi fik lov til at dykke ind i selvet skibet og svømme rundt i mørket med lommelygter, var super fedt og spændende. Man kunne sagtens se at det var nogle gamle krigsskibe.

Lørdag morgen tog vi med en lokal færge eller en stor båd var det vist til El Nido på Palawan. Vi sejlede fra kl. 10 til 19.  Det var en dejlig tur med masser af sol og smukke omgivelser.

Vi fandt en lille hytte på stranden og blev der indtil onsdag. Det var en super smuk strand hvor vi slappede af med ø hop (snorkling, øde hvide strande, hygge, og så solnedgang fra båden) og en dykkerdag mere. Vi sad om aftenen og spiste i vandkanten på små hyggelige resturanter, kun oplyst at fakler og med livemusik. Hmmm ???  ikke helt dårligt :)

Onsdag morgen tog vi en minivan, på de mest hullede og umulige veje et par timer sydpå, vi blev sat af i et lille kryds i noget der ikke rigtigt var en by. Der var en vej med et skilt hvor der stod Barton 22 km. Barton var vores næste mål, så det var perfekt med kun 22km. MEN !!!  nu er vi jo i fili-land og Palawan er kendt for at være svær at komme rundt på pga. dårlige veje og det må man vist sige, var det der ventede os. Den eneste mulighed vi havde var at op hoppe op bag på 2 lokales motorcykler med oppakning, og så var det bare derudaf. Vejen var en opkørt meget våd mudderet vej. Vi måtte stå af flere gange for at gå, fordi vi sad fast. For lige at sætte prikken over i’et, åbnede himlen sig i en ordentlig monsun regn. Vi sad der på vej gennem junglen med et kæmpe stort smil på og bare syntes det var alt for fedt. Vi var gennemblødte, godt mudrede til, og havde lidt ondt i røven 2 timer senere, da vi kommer frem til den smukkeste strand vi og jeg har set indtil videre.

Vi hev en 20'er mere op af lommen og fik en super dejlig og REN hytte i første række. Vi havde helt klart fortjent det.

Vi smed alt hvad vi havde og bevægede os ud på et 2 times trek igennem junglen til et vandfald. Vi farede lidt vild og fik begge 2 fornøjelsen af besøg af et par igler.

Torsdag morgen satte vi tempoet lidt op for at nå at se alt det vi gerne ville, så vi måtte lidt til lommerne og betalte en bådmand for a sejle os til Sabang for at spare tid. Det var nu også en dejlig tur og så kunne vi få tørret vores våde tøj. Lidt overlegent at hyre en båd i 2 timer for at tørre tøj, men sådan er det når Skov og frk. Tinggaard giver den gas hi hi.

Vi kom til Sabang torsdag formiddag fandt en billig ikke så pæn hytte, men der var en super stemning på stedet.

Sabang er kendt for a havde verdens længste underjordiske flod. Den er med i top på skalaen af verdens nye 7 vidundere. Man kan gå ud til den, et jungle trek på ca. 1.1/2 time eller sejle derud på 15 min. Vi gik selvfølgelig og så små aber på vores vej. Det var en god tur selv om vi havde lidt travlt for at kunne nå tilbage inden det blev mørkt.

Da vi kom tilbage hoppede vi i vandet, hvor der var kæmpe bølger og vi knoklede derudaf for at surfe på bølgen ind. Jeg var hele tiden ved at drukne fordi jeg kom til at grine så meget at jeg slugte alt vandet.

Fredag morgen tog vi en lokal jeepney til Puerto Princesa hvor vi skulle flyve hjem fra. Det tog ca. 3 timer med alle over på hinanden, gamle som små, ris sække, tømmer, osv. Tror kun vi manglede en gris eller en hane. Vi var tilbage i Cebu fredag aften ved en 19 tiden og kørte direkte over i centeret med vores meget lugtende og beskidte tøj. (stakkels vaskepiger, jeg tror jeg skylder dem en omgang kage)

Vi havde lørdag og søndag indtil Martin skulle flyve hjem ved en 18-tiden søndag aften her i Cebu. Det var en super dejlig weekend, hvor vi bare hyggede og fik købt en masse par sko, så den kære mand har lidt at tage på fødderne uden at få våde tær.

 

Det var lidt hårdt at sende ham hjem igen, men jeg har jo kun 1mdr. og 20 dage tilbage så det er lige til at overskue. Kan godt mærke jeg har været lidt stille her de sidste par dage, men det har jeg jo prøvet før. Det er bare op på hesten, ned og træne og passe sin arbejde så går tiden hurtigt.

Vi er jo også i fuld gang med at julehygge her ude, så det skal nok gå.

 Jeg er jo den heldige vinder af at have så sød en kæreste og veninde som er gået sammen om at lave en pakkekalender til mig, som nu fylder hele den ende bagvæg. 24 dejlige pakker til mig, ikke dårligt. STOR tak til jer begge 2, jeg er nu heldig at have jer i mit liv :)

  

 Ved godt den blev meget kærestet og lang denne her gang, men det er nu det der har fyldt lidt her på det sidste. Håber i kan holde det ud. Ja jeg er ved at blive voksen og er nok meget forelsket.

 

Kæmpe juleknus til alle, Prinsessen.  

Hej igen

 

Ja så har Helle og jeg 3 mdr. dag, og vi har det stadigvæk godt. Vi er begge 2 enige om at det var de 3 hårdeste, men nu er vi over halvvejs så vi skal nok klare den. Vi jo kommer hjem d.21/1.

November og december er ved at være booket godt op med oplevelser, for nu skal vi til at skynde os hvis vi skal nå at se alt det vi gerne vil. Det er meget tydeligt at mærke herhjemme, at alle har meget travlt med at få puslespillet til at gå op. Hvem skal man rejse med, hvem har flere penge (ikke mig) og hvem mangler at se det samme som mig osv. Vi er også noget der til hvor halvdelen, dem der kun skal være her i 3 mdr. snart skal hjem. Jeg tror vi alle glæder os lidt, så vi ikke er så mange, for det er nu der er ved at gå Robinson i den.

Vi skal selvfølgelig også lige passe vores arbejde, nogle mere end andre. Helle og jeg prøver at bruge weekenderne til at komme afsted i. Jeg har jo 14 dage fri nu her fra den 18/11 når Martin kommer. Jeg skal sove 19 gange, før han kommer og jeg GLÆDER mig super meget til at se hamJ  

 

Vi har haft et stort arrangement på arbejdet her sidste lørdag d. 25/10. Vi var selvfølgelig godt blandet ind i det, og prøvede at hjælpe så meget som muligt op til det og på selve dagen.

Det hele gik ud på at en voksen sponsorerer et barn for en dag. De kalder det ”Min bedste voksen-ven”. Det er selvfølgelig de børn vi arbejder med til daglig i daycare centeret der deltog.

Der var inviteret voksen-venner udefra og alle skulle møde op på arbejdet, (som vi og nogle andre havde brugt hele fredag på at pynte op og gøre klar til den store dag) kl. 8 for at blive registeret og for at ”få” et barn eller 2.

Først var der underholdning i form af børn der dansede, taler, bøn, osv. Og kl. 10 gik vi alle over i et kæmpe storcenter hvor vi havde 5 timer til at forkæle børene.

Vi syntes selvfølgelig det var meget usmageligt og meget upædagogisk at skulle vælge et barn og tage dem med over i et kæmpe storcenter med 1000 af mennesker. Der er en forfærdelig underetage med et børneområde med dårlig mad og ting der larmer man kan prøve.

Men vi måtte jo bare spille med, vælge nogle børn og få det bedste ud af det. Vi havde brugt 4 uger på at forklare dem, at vi ikke ville vælge og at det i vores øjne er meget forkert at gøre forskel på børnene og vi bare ville tage dem der var tilbage. Men 2 dage før kunne vi ikke slippe for det og vi valgte selvfølgelig 3 små, som ikke havde prøvet det før og som heller ikke har så meget sprog, så vi ikke også skulle kæmpe med det også.

Vi fik James på 2 (min lille orme ven) hans bro Justin på 3 og lille baby Brian, det var selvfølgelig helt tilfældigt vi tog dem og pga. vores pædagogiske overvejelser hmm eller var det J!!!!!

Men alle havde en super dag, og ”vores” 3 unger hyggede sig, de havde aldrig været sådan et sted før, så de 2 store blev helt bange lige da vi kom ind i centeret.

Vi så hurtig vores chance til at snige os væk fra de andre og børnehelvedet og gik over i den stille og rolige del af centeret (børnene var jo bange) for at gå på Starbucks hi hi. Det er nok første og sidste gang at 3 meget små fattige børn fra slummen kommer der.

Vi kunne ikke slippe for McDonalds, så vi købte en lille burger til dem hver. Men da vi ikke så godt kan snakke med dem, var det vist et forkert valg. Herude får man pasta på McD og de stakkels små børn havde aldrig fået en burger for, og viste ikke hvad de skulle stille op med den.J

 

Jeg tog fri tirsdag og onsdag for at tage med de 4 drenge vi har hernede (ud af en gruppe på 19) med på en adventure tur til Bohol. Jeg har godt nok været der, men kunne ikke sige nej til 2 dage med sved på panden og en masse sjov i form af klatring, grotte-klatring, vandring, rapelling, kajak osv.

Var lidt bange for om min dårlige fod kunne holde til det, og om de andre skulle vente på mig, nu når jeg var eneste pige. Men lille seje mig klarede det rigtig godt og det var en super fed tur.

Lige noget for mig at komme lidt væk, få lidt udfordringer, og en god drenge stemning.

Hvis de kan hoppe ud fra en klippe 5 meter ned i vandet, så kan jeg også J

 Vi var alle klar på at blive fysisk udfordret, men desværre er vi vikinger nogle seje nogle og vores stakkels naturguide kunne ikke leve op til det niveau vi havde håbet på. Vandringen levede ikke helt op til det vi havde håbet på. Når vi havde gået en time eller halvanden havde vi gået langt i hans øjne.

Det var godt nok også op og ned af meget våde sten, men vi kunne godt have bruge en 3-4 timer.

Men alt det andet var super fedt, og vi hygge os alle super godt sammen.   

 

Her i fredags holdte vi allesammen så en stor halloweenfest herhjemme. Vi havde alle givet lidt penge til Helle og Julie som stod for oppyntningen, vi skulle alle gå kl. 18 og komme tilbage udklædte kl.20.

Det var super at nogle gad gøre så meget ud af det og alle var super godt udklædt. Alle de andre var meget uhyggelige og jeg var bare et tykt lille pumpkin hoved, så jeg faldt meget igennem.

Det er ikke nogle hemmelighed at et vatteret syntetisk børnekostume er meget varmt at have på i byen i 35g. varme. Måtte desværre tage hjem kl. 03 helt gennemblødt efter at havde givet den gas på dansegulvet som pumpkin hi hi. Jeg tror jeg så sjov ud, for herude klæder de voksne sig ikke ud.

 

Når nu vil jeg løbe igen.

Ha det godt alle samme, knus fra jeres eventyrsprinsesse.

 

Hej hej

 

Nå, så blev det søndag og vejret er fantastisk udenfor, men jeg har kun fri adgang til Helles computer et par timer endnu, så det skal jo selvfølgelig udnyttes.

 

Jeg har været alene hjemme fra mandag og nu her til søndag eftermiddag, og jeg er ked af at sige det, men det har været super dejligt.

I må ikke misforstå- det går stadigvæk over al forventning med os to. Men jeg er jo bare nok lidt ældre og har boet alene i nogle flere år og har opbygget et behov for at være mig selv engang imellem. Jeg kan mærke, at jeg helt klart er på vej i den rigtige retning med hensyn til mig selv og mit mål med at tage herned. Eller ud, kan stadigvæk ikke finde ude af hvad det hedder ??? I må gerne hjælpe hi hi.

Dagene er begyndt at gå hurtigt og jeg er glad for at gå på arbejde. Det er nu vi virkelig kan rykke igennem med mange af vores pædagogiske tanker og ideer vi har. Vi har helt klart opbygget noget tillid hos både børn og personale. Jeg overvejede jo at skifte praktiksted sådan ca. når vi var nået hertil, men det har jeg slet ikke lyst til, for det er jo nu det er sjovt. (og hvem skulle tage sig af lille Baby Brian, og min orme ven James )  Nej jeg er ikke til småbørn, er usikker på om jeg overhovedet skal arbejde med børn osv. Har i hørt den før !!!! hi hi og se mig, ringer hjem til Skov for at høre om han har plads til 2, så jeg kan tage Baby Brian med hjem. Han er jo en sød mand, så selvfølgelig kan jeg da det, han skal nok bygge en kasse til han, som kan stå ude på taget. Hmmmm !!!

Nej de er sgu dejlige og ja selvfølgelig er jeg faldet i, men ved godt man ikke kan redde dem alle og vi er jo ikke Brad og Angelina. Så skal nok nøjes med kun at tage Helle med hjem.

 

I onsdags kom vores udlandsvejleder (Anette) fra seminariet derhjemme, sammen med en anden vejleder fra et andet sted. Det er ikke normalt, at de kommer og besøger en, men der er så mange der gerne vil herud og nye regler osv. så de havde søgt penge til at komme ud og se det, og finde ud af hvordan man kan højne fagligheden i udlandspraktik. Ved ikke hvorfor det skulle gå ud over mig, Helle er jo heller ikke hjemme, men hun er nu super sød og vi har haft nogle gode dage sammen. De skal hjem til Danmark i dag, så de når lige at se Helle 2 timer her til aften.

Det har været spændende at være med til at se en masse nye evt. kommende praktiksteder og de har brugt mig meget til at sparre med om de evt. kunne bruges og så videre. Men sikke en masse fag snak på en dag, har været helt ør i hovedet om aftenen.

I går var vi på bådtur, nogle af de andre herfra tog med, så kunne de også lige snakke lidt med dem, og deres steder.

Jeg fik 2 dyk i går, der var super fede og en masse sol, så det var en god dag.

 

Jeg har lige prøvet at ligge lidt billeder ud, nogle fra dem jeg manglede fra da Stine var her og lidt blandet fra arbejdet. Vores dag er jo delt op i 2. Det daycare center hvor vi arbejder og så det feeding projekt vi er med til hver dag i et slumområde, med de samme børn hver dag. Så det er derfor rammerne er lidt forskellige J.

Vi har også skrevet et rejsebrev hjem til skolen, for det skal vi gøre. Der er vores arbejde beskrevet meget bedre, hvis det har jeres interesse. I skal bare trykke på Ballerup seminarie på min forside og så på udlandspraktik -der skulle det ligge.

 

Hov nu glemte jeg helt orme historien hi hi. Tro måske også Skov har fortalt alle om hans lille slangetæmmer. Nå nej, men det er fordi vi nok ikke har været så gode til at skifte lortebleer ude på arbejdet. Nok fordi det forgår udenfor med en stor spand med vand og en øse og klør 5 eller foden. De har ikke noget papir eller lignende til at tage lorten med, nej det er bare hånden eller man kan bruge foden til at vaske barnet i numsen med. Meget underligt.

Men denne her dag var der 6 der tissede i bukserne på samme tid og en med lort op af nakken, og der var ikke rigtig nogen der gjorde noget ved det, så jeg måtte jo i gang. Så Lille James og mig ud til spanden og så måtte jeg jo prøve. Men da jeg tog bleen af ham hang der en meget mærkelig lang tyk orm ud af endetarmen på ham, hmm hvad gør man så?? Må tage bleen op igen og bruge den til at hive resten af de 20cm. orm ud af ham. Jeg var helt hvid i hovedet, da jeg kom ind igen, sagde Helle, og tror lige der går 2 dage før jeg tager min næste lorteble J

       

 

Hej fra nu, en glad prinsesse  

Hej igen, igen

 

Nå!!! Nu begynder folk også at spørge efter et nyt indlæg, syntes ellers lige at jeg var så god, og tænkte at I måske trængte til en lille pause, efter det meget lange sidste gang.

 

Jeg er så småt ved at være ud af min midtvejs krise. Den er meget almindelig at få når man er væk i 6mdr. Inden vi tog afsted var vi til et møde hos vores udlandsvejleder, som fint tegnede en kurve på tavlen om hvordan de fleste har det, når de var væk fra familien og vennerne i et halvt år. 

Først er det hele meget overvældende og spændende, så kommer man til omkring 2 mdr. hvor der går hverdag i den, og der er meget langt hjem og lang tid tilbage.

Den kurve passer jeg så perfekt ind i. Men er så småt ved at kunne se lyset igen.

Vi er blevet bedere til at komme ud af byen i weekenden, så der sker lidt nyt hele tiden.

 

I sidste weekend tog vi til Moalboal som ligger 3 timer syd fra Cebu. Vi tog en lokal bus fredag efter arbejde, Helle, Julie og mig. Der var proppet i bussen med børn, tandløse, lugtende folk og 3 haner. De galede hele tiden, de skulle desværre først af efter 2 timer J

Det var en ok hyggelig tur, vi lavede ikke så meget. Læste og slappede af. Om lørdag var vi ude og vandre lidt i naturen hvor der var 3 store vandfald man kan gå op til. Vi badede i dem og hyggede os.

Næste weekend tager jeg med Jeppe, Kasper og måske Trine ud til et område jeg har hørt om, ca 1 time fra Cebu, hvor man kan klippeklatre, det bliver super fedt. Ved ikke om de andre har prøvet det før, men de var de eneste jeg kunne lokke med. 

 

Ellers går hverdagen derudaf med arbejde, som går godt her for tiden, træning som også er ved at være kørt godt ind med ca.3 gange om ugen med spinning og pump. Min fod driller desværre stadigvæk så jeg må vente lidt med at løbe. Prøvede ellers lidt i dag, håber jeg kan gå i morgen hi hi.

På arbejdet er de også blevet helt vilde, tro sister Ann har spist for mange kager, for hun snakkede hele tiden om, at alle skal gå på arbejde og cykle på en underlig ny ting de har fået. Jeg kom selvfølgelig med et smil på læben og min danske humor til at forslå at vi da bare kunne lave morgen gymnastik. Der gik ikke 5 min. før alle var involveret og sister Ann syntes det var en fantastisk ide, om jeg ikke lige kunne stå for det????? Og hvad siger man så!!!!! Øv jo, det kan jeg da godt. Ok så bliver der ellers bare råbt EXERCISE i morgen, ud over det hele. Sikke meget forberedelsestid jeg lige fik der. Den garvede gymnast gik lige hjem og brugte 15 min på et program og lidt musik til dagen efter. De var helt vilde og meget fjollede. Der var ca. 15 mennesker, jeg var meget imponeret.

De tonsede derudaf til Nik og Jay og Infernal. Jeg havde ca. forberedt 20 min, men efter 5 kunne jeg hurtigt se at det slet ikke ville gå. De var i så dårlig form, at jeg måtte justere det hele undervejs. Nå, men det var super fedt at de gad og de var helt ville med det. Så da vi var færdige sagde de bare exercise igen i morgen. HJÆLP!!!!! Nu skal vi gøre det hver dag, og tro mig det er meget varmt.

 

Helle tager til Singapore her på mandag med Julie og 2 andre, så nu er det min tur til at være alene hjemme. Glæder mig lidt, det er også godt at være alene på arbejdet, for så er man tvunget til at arbejde sammen med de andre.

Jeg gemmer min ferie til november hvor Martin eller Skov kommer. Er stadigvæk efter snart et år lidt i tvivl om hvad jeg skal kalde ham, det kommer også an på hvem jeg snakker med hi hi, men tror alle snart er med på, at det er min søde kæreste hjemmefra som jeg savner meget.

 

Nå, men nu vil jeg slutte for nu, ved godt jeg er meget bagud med billederne, men jeg har ikke noget net herhjemme og det tager meget lang tid at lægge dem ud. Skal nok prøve snart at følge lidt op på dem J

 

Knus fra jeres prinsesse.      

  

Hov glemte lige at sige, at nu er skiferien i uge 9 bestilt, så nu kan det kun gå for langsomt med at komme hjem. Godt at jeg har pakkede mit skitøj øverst, da jeg pakket hele min lejlighed ned.

    

Hej med jer alle !!!!!

Nå, nu ved jeg ikke rigtig hvor jeg skal starte henne, for der er sket så meget.
Vi var blevet inviteret til at deltage i et oprydnings projekt for dykkere der hedder "Splash for trash"
Vi havde næsten alle 13 meldt os til. Vi ville få 2 dyk hver, hvor vi skulle samle affald op fra havets bund. Det var et super projekt med efterfølgende grillfest. Vi fik desværre bare en sms fredag aften (dagen før) at det kun var for advanced dykkere og det er desværre kun mig der er det. Så dykningen blev aflyst. Men vi går jo heller ikke glip af en god fest, så vi tog alle 13 med ud til grillfesten om aftenen. Tror ikke rigtig at de havde regnet med, at se så mange lyse, glade mennesker til deres fest. Der gik ikke lang tid før vi havde fået en masse lokal rom og fik sat gang i danse gulvet. Super sjov aften, men ikke så sjovt søndag morgen :-)

Så kom dagen endelig hvor jeg sendte Helle på arbejde alene, og jeg kunne køre i lufthavnen og hente Stine og Anders. Hun var ikke svær at spotte igennem ruden med hendes meget lyse hår. Det kilede helt i maven, da jeg så hende. Endelig noget der mindede om det derhjemme og en der kender mig helt igennem. Helle og jeg har det super sjovt og godt sammen, men det er bare ikke det sammen som ens tætte veninde hjemmefra.
Hun havde været 5 dage i Hong Kong og besøge hendes ven Anders, som har boet der i 3 år. Anders havde taget 4 dages ferie og var taget med til Filippinerne. De havde booket sig ind på et MEGET fint resort, ca.30 min fra Cebu city. Den gamle packpacker som altid har sat en dyd i at rejse så lang tid som muligt, og derfor altid har boet så billigt og primitivt som muligt, var i chok.
Det var helt vildt. Poolen var så stor at man kunne sejle i kajakker, og husene var bygget ud over vandet. Man kunne bare tage telefonen og ringe efter mad, når man var sulten osv. Det var ligesom på film. Der gik ca. 5-7 min. og så fik jeg også smag for luksus, hoppede i vandet og nød det fuldt ud.
Fredag var de begge 2 med Helle og jeg på arbejde. De gav begge udtryk for at det havde været spændende. Tror de fleste, inklusiv os selv, bliver lidt skræmte første gang man kommer med ud i de små slum gader og ser hvordan filippinerne rigtigt lever. Stine sagde også, at hun meget bedre kunne sætte sig ind i min hverdag, og syntes det må være super hårdt en gang imellem.
Vores liv er ikke så spændende og eksotisk som det lyder, når man siger at man er 6 mdr. på Filippinerne. Vi bor jo i en kedelig, klam storby med trafik-os og fattigdom over det hele.
Stine blev desværre syg et par dage, så vi kom ikke så meget ud som vi troede (vi har en bytur til gode), men vi hyggede alle 3 på resortet
Søndag sendte vi Anders tilbage, og så havde vi til fredag bare os 2 alene. Det havde vi begge 2 også brug for, så det var super dejligt. Vi fik hende lidt på benene igen, og tirsdag morgen tog vi en lokal bus til Maya, og derfra en lille båd over til øen Malapascua. Vi fandt en lille primitiv hytte til ingen penge, så nu var jeg på hjemmebane igen.
Der var ingen ting at lave, så vi var nødt til at slappe af og bare snakke og hygge. Det var helt perfekt.
Torsdag tog vi på en heldagstur med en båd. Vi troede det var en snorkling tur, hvor vi skulle grille frokost på båden og sejle ud på en øde bounty strand. Men da vi kom var det en dykkertur, hvor man selvfølgelig også kunne snorkle. Stine kiggede bare på mig og sagde ”Jeg ville aldrig kunne holde dig ud på sådan en båd, hvis du ikke skal dykke.” Jeg skulle ikke tænke i 2 sek. før jeg havde bestilt 2 dyk. Det er dejligt, når nogle kender en så godt (Stine dykker ikke).
Det var en super tur, solen var med os og vi gik op og ned af den mest fantastiske strand. Hvidt sand og lyseblåt vand. Vi samlede kæmpe muslingeskaller, som jeg har taget med tilbage til Cebu og kan bruge som skåle. Vi fandt kokosnødder, fik dem op så vi kunne spise dem osv. Det var bare en super dag. Vi var tilbage ved en 16.45 tiden og så begyndte vores meget mærkelige og meget lange tur tilbage til Cebu.
Ved ikke rigtig hvor jeg skal starte, men vi havde aftalt med en lokal fyr, at han kunne sejle os tilbage til Maya kl. 17.30, så vi kunne nå bussen kl.19. Båden var på størrelse med et badekar og motoren ville ikke starte, så det blev næsten helt mørkt før vi kom ad sted. Ud på det åbne hav i mørke, god vind, høje bølger, 2 små filli-mænd, en motor der gik ud undervejs, lyn i baggrunden og lille Stine og jeg som var gennemblødte af bølgerne, der sprøjtede ind over os.
Vi blev enige om, at vores mødre ikke ville være så stolte. Vi kom frem til Maya i tid til at nå bussen kl. 19. Der kom bare ikke nogen bus!!!!!! Den sidste bus var kørt kl.18. Den næste ville måske køre kl. 01 eller måske kl. 02. Jeg bliver sindssyg af filippiner-tider.
Nå, men der var jo ikke så meget andet at gøre end at vente. Vi snakkede med en lokal fyr, som sagde at det ikke var sikkert for sådan 2 lyse piger, at sidde på havnen om natten og vente. Vi skulle gå op til det store træ, hvor vi ville kunne finde rådhuset. Der skulle man vente, hvis man var strandet i Maya. Han ville også lige ringe til politiet for at fortælle vi var i byen (meget mærkeligt hi hi). Vi gik pænt derudaf og kunne hurtigt mærke, at de ikke var vant til lyse piger på den tid om aften. Vi fandt det lille mærkelige hus ved træet og opdagede, at det var en lille lokal politistation. Der er ca. 5-6 gamle mænd, som snakker meget dårligt engelsk. Der går lidt tid, før vi slapper af og finder ud af, at de er super søde og virkelig sætter en ære i at passe på os. De fandt 2 plastikbænke, hvis vi ville sove. Efter nogle timer gik strømmen og de gik straks på jagt efter et lille stearinlys til os. Efter 6 timer kommer der en bus og vi sover hele vejen hjem. Vi var i Cebu igen ved en 06 tiden.
Fredag skulle Stine desværre tilbage til Dk. Så vi var praktiske. Jeg fik klippet hende, hun fik kigget på min dårlige fod (super når ens fys. kommer ud til én) og så kørte vi i lufthavnen med hende.
Det var lidt hårdt at sige farvel. Brugte lige taxaturen på vej tilbage på, at tænke det hele igennem og så var det ellers bare tilbage til virkeligheden og det jeg nu har fået bygget op herude. Snakkede 3 timer med Skov på Skype da jeg kom hjem, det hjælper altid.

Undskyld det bliver så langt denne her gang, men lørdag var vi ude i et af de hårdeste fængsler på Filippinerne, hvor man er begyndt at bruge dans som terapi. Det var super mærkeligt, men meget underholdende, at se 1050 mordere og voldtægtsforbrydere i orange fangedragter danse macarena i fængselsgården. Vi kunne komme ned til dem bagefter og få taget billeder. Min første tanke var, at det var lige som aber i bur, at stå der og blive fotograferet sammen med dem. Men de var helt vilde og ville rigtig gerne have taget billeder. Men så skulle man jo også stå tæt på dem, hmm !!!!!

Nu skal i nok slippe for denne her gang :-)

Kys og knus til alle, fra jeres eventyrs prinsesse.